For os der arbejder meget med internet gælder ofte anderledes arbejdsforhold end for folk med traditionelle 9 til 17-jobs. Vi arbejder ikke med fysiske materialer som mel eller mursten men med ideer og koder etc, som ikke lader sig veje eller måle i arbejdstimer.  9 to 5: wir nennen es Arbeit – en festival for digitale bohemer – handler om dette og lignende ting. Derfor er programmet også vendt på hovedet, således at foredragene holdes om natten mellem 21 og 05. Ud over foredrag er der sikkert mange spændende events og samtaler og naturligvis internet. Det hele arrangeres af Radial System på bredden af Spree-floden i Berlin 23-26. august og virker i det hele taget meget friskt og progressivt – bare se noget af det foreløbige program. Vi ses!

Musik: Goldfrapp

Pirate Cinema er et koncept i Berlin, der ganske enkelt går ud på at vise film, som er downloadet fra internettet. Hver søndag aften går det løs. I går havde omkring 35 personer fundet frem til Tucholskystrasse 6, 2. sal, hvor Sebastian Lütgert og hans venner havde stillet projektor og lydsystem op for at vise Aleksandr Medvedkins “Happiness” fra 1932.

“Happiness” er en sort/hvid stumfilm med et meget vovet og opfindsomt filmsprog langt forud for sin tid, blandt andet med en flittig brug af symboler. Selv om det er en stumfilm formår den at holde tilskueren tryllebundet med den ene overraskende scene efter den anden.

Efter visningen af “Happiness” vistes Chris Markers dokumentar om Medvedkin fra 1992 – en to timer lang sag, som var spændende nok, men også lidt trættende.

Ud over at Medvedkins film i sin tid havde svært ved at nå igennem censuren, så findes den kun i ganske få kopier – dvs fysiske kopier. I kraft af digitaliseringen kan Medvedkins film nu nå ud til en større skare, hvilket Sebastian Lütgert pointerede i en improviseret optakt til filmen.

I forhold til resten af Berlins biografer adskiller Pirate Cinema sig på en række punkter, fx er det gratis, man kan købe billige øl under filmvisningen, man kan ryge, og man kan komme og gå som man vil. Ja og man kan få en brændt kopi af filmen med hjem. Den helt grundlæggende forskel er altså, at pirate cinema er en post copyright cinema – nach copyright – som Lütgert kaldte det. Altsammen en kommentar til den situation, som fimlindustrien befinder sig i p.t., hvor biografgængere nærmest kropsvisiteres inden filmvisninger og i øvrigt gelejdes ud på gaden som kvæg, så snart rulletekserne begynder.